Saturday, January 20, 2007

 

Champen beretter om kalkun, kødsved og familie

Jeg beklager på forhånd hvis dette indlæg er rodet, men der er vist en del ting jeg mangler at fortælle om siden sidste indlæg!

Thanksgiving - Torsdag den 23. november

Så fik jeg oplevet min første Thanksgiving. Jeg var, sammen med AD, inviteret til Thanksgiving middag hos Shulis bedsteforældre. Efter en lang dag på arbejde, kørte vi alle 3 nordpå til det område, hvor Shulis bedsteforældre bor en del af året. Det er et "fint" område med tilhørende golfbaner og Country club. Det er i hvert fald ikke et sted for fattige mennesker! Et par huse fra bedsteforældrenes hus, har selveste Celine Dion boet. Og som de sagde; "jow, hun var da en meget sød pige." :-)

Vi ankom til deres hus sidst på eftermiddag og blev budt velkommen med drinks og snaks. Shulis bedsteforældre var utroligt søde og var glade for at vi ville fejre Thanksgiving med dem.
Selve middagen blev afholdt i deres Country club og derfor var vi i dagens anledning klædt i vores fineste jakkesæt, da man desværre ikke måtte komme ind i t-shirt og kondisko (Jakobs national påklædning).

Vi var ni mennesker ved vores bord i restauranten. Lokalet var rigtig hyggeligt indrettet og betjeningen var helt i top. Tjenerne kom så snart vi havde sat os og lagde servietten pænt i vores skød og det er jeg altså ikke vant til fra de steder jeg normalt har frekventeret (læs: Torvets pølsebar på Rønne torv).

Der var opstillet 3 kæmpe buffet borde i restauranten; et med kød, et med kartofler osv og et med salat. Jeg røg direkte på kalkunen, som jo er det man normalt spiser til Thanksgiving. Nu er det jo ingen hemmelighed at jeg på det skammeligste misbruger juleaften til at spise som et svin og jeg er glad for at sige at jeg nu har en ekstra højtid at misbruge! Jeg spiste til jeg var flov + lidt til.
Meen, det var ikke slut efter at kødsveden (Læs: varmen fra 8 stykker kalkun) begyndte at trænge sig på. Et fjerde buffet stod sandelig i hjørnet udelukkende fyldt med kage. Og det er jo heller ingen hemmelighed at jeg er glad for kage, så der blev gået et par ture frem og tilbage (man skal jo smage det hele).

Alt i alt var det en rigtig god Thanksgiving, selvom det eneste jeg sagde tak for, var invitationen og maden :-)

Et par billeder fra middagen kan ses her



Countdown til familiebesøg

Resten af november og starten af december forløb uden de vilde oplevelser. Jeg arbejdede selvfølgelig som sædvanlig og nød det gode vejr der til stadighed overrasker mig hver morgen. I midten af december fik vi et par dage med koldt vejr (helt ned til 12 grader klokken 5 om morgenen) og jeg frygtede for resten af julemåneden, men vejret blev heldigvis gradvist bedre. I løbet af hele december måned var der 3 dage hvor det var nødvendigt for mig at have en langærmet trøje på om morgenen. Ellers har vejret været til t-shirt og bare tæer!

Weekender i december måned tog jeg med AD til et par fester sammen med den efterhånden faste omgangskreds. Jeg har igennem AD mødt en masse søde mennesker og det er jo rart når jeg kan genkende folk i byen :-)

Der er nogle billeder fra dsv fester her + billeder fra snorkleturen til Key Largo (omtalt i tidligere indlæg) og andre ikke-kategoriserede billeder.

Udover godt vejr, fester og lidt arbejde, blev de første 3 uger af december brugt til at glæde mig til at få familie på besøg. Min fætter Jannik, min far og hans kæreste Rikke havde nemlig meldt deres ankomst til 19 december. Og tak for det - jeg tror ikke jeg kunne have overlevet en juleaften uden Nielsens (mon père) sovs! Og selvom maden er vigtig, så var det nu også ganske rart at få besøg hjemmefra...



En dag i Miami lufthavn


Så oprandt dagen endelig hvor familien skulle ankomme til Miami. Jannik ville lande ved 19-tiden og resten(Læs: min far og Rikke), skulle ankomme 23.30.

Efter en lang dag på arbejde og en lang eftermiddag der blev brugt på at vente på at klokken blev nok til at der ikke var så lang tid til at fætteren landede, fik jeg Remy til at køre mig til lufthavnen. Jannik og jeg havde lejet en bil, så hjemturen kunne vi klare selv.

Jeg gik ind i lufthavnen og kiggede på tavlen med ankomster, men jeg kunne ikke finde det fly Jannik skulle komme med! Heldigvis havde jeg en ide om hvor han nok ville være, så der begyndte jeg at gå hen. Jeg gik og gik og begyndte at blive lidt nervøs, men da jeg nåede ned i enden af lufthavnen (modsatte ende end hvor jeg var startet), stod fætteren med min overdimensionerede kuffert og spejdede efter mig. Han havde lige fået sin bagage, så jeg var kun et par minutter for sent på den (damn you, ankomst-tavle!).

Første punkt på dagsordenen var rygning, så genforenede fætter & fætter (det lød vist mest som om vi var kærester, men bare rolig... Vi er bare fætre :-)) gik udenfor og jeg kunne for første gang i lang tid tage en prince imellem mine gulnede fingre og blive helt sentimental. Puha, de har været savnet - Rød Marlboro når ikke prince til sokkeholderne!

Efter den dejlige danske røg, gik turen til starbucks for at hælde lidt koffein i kroppen. Vi skulle trods alt vente i lufthavnen over 3 timer endnu...


Hvis du er nået hertil i din læsning, er dine øjne sikkert blevet trætte, så fortsættelsen på familiebesøg, jul osv kan læses i næste blogindlæg (meget snart).

Og lige en afsløring her på falderebet; jeg skal på stranden i morgen :-)

Hav det rigtig godt...



Ps. her er lige et par ekstra bogstaver og nogle kommaer og punktummer, hvis der skulle mangle i ovenstående indlæg; abcdefghijklmnopqrstuvxyzæøå,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,.............

Comments:
Det var gooodt - sad i går og overvejede om jeg skulle punke dig for et indlæg eller to...

Og det link, du har til Torvets Pølsebar er ALT for grineren. Man VED bare, at den fulde mand er dig :-D
 
Post a Comment



<< Home

This page is powered by Blogger. Isn't yours?