Tuesday, January 22, 2008

 

Champen lever!

Nåh, det er vist ved at være lang tid siden at min blog er blevet opdateret, så her er lige en smule nyt...

Sidst i oktober tog Monsell og jeg en kort weekendtur til Orlando. Vi ville gerne ind og opleve Halloween horror nights der blev afholdt i Universal Studios. Desuden havde vi også et par fribilletter til Sea World som vi så kunne få brugt.

Vi tog afsted fredag ved 13-tiden og undgik den værste eftermiddagstrafik. Vi checkede in på vores hotel beliggende på International Drive - et perfekt sted 5-10 min fra de fleste parker og tæt på restauranter osv.

Vi tog afsted til Universal Studios og ankom ved 8-tiden. Der var pakket med mennesker! Vi holdt i kø i over 40 minutter bare for at parkere. Men vi kom da ind...

Til Halloween Horror Nights laver de nye attraktioner i Universal Studios. Temaet er selvfølgelig Halloween, så for det meste er det spøgelseshuse, gysere osv. Når man går rundt på gaden, har de også forskellige monstre o.lign. til at forskrække folk. Der var en super fed stemning, som at gå midt inde i en fredags d.13 film, men der var alt alt alt for mange mennesker. På et tidspunkt stod vi i kø i halvanden time for at komme ind i en attraktion der tog 2 minutter! Det tog lidt af det sjove væk og det handlede mest om at stå i kø...

Vi var der indtil klokken 1 om natten og så gad vi ikke stå i kø mere. Det var meget hyggeligt at gå rundt i den gyser verden, men vi tager ikke afsted igen næste år. Der var alt for mange mennesker til at det var pengene værd.

Lørdag tog vi afsted til Sea World ved middagstid. Vi var der da min mor og søster var på besøg og den billet var gyldig til 2 besøg, så entreen var gratis. Vi var i deres rutsjebaner et par gange, men ellers gik vi bare rundt og slappede af, så på dyr og hyggede os. Vi blev der indtil spisetid hvor turen gik tilbage til Fort Lauderdale. Vi havde ikke lyst til at komme trætte hjem om søndagen efter en lang køretur og ved at køre lørdag aften undgik vi også en masse trafik.



Den 31. oktober var det så Halloween. For første gang i mange mange mange år var jeg udklædt på dagen! Her i USA klæder mange mennesker sig ud og går i byen om aftenen for at feste.

Vi tog op til Hard Rock Hotel & Casino sammen med at par venner og sad og fik et par øl på en udendørs bars. Der var rigtig mange fantasifulde og kreative udklædninger og folk havde virkelig gjort sig umage med at klæde sig ud. Jeg selv var klædt ud som ham fra Scream, mens monsell var klædt ud som French Maid. Yep, vi var et rigtigt kønt par :-)

Desværre faldt Halloween ikke på en weekend, så det blev ikke til det vilde fest. Vi skulle allesammen op på arbejde dagen efter... Men i det mindste fik jeg skræmt livet af flere af mine kollegaer da jeg tog min Scream maske med på arbejde dagen efter. Jeg var lidt upopulær et stykke tid efter det :-)

Der kommer billeder op af det hele meget snart og senere i dag kommer endnu en opdatering af min blog. Der vil I blandt andet kunne læse om en begivenhed der har stor indflydelse på resten af mit liv...

Comments: Post a Comment



<< Home

This page is powered by Blogger. Isn't yours?